I 2015 mistede Leif sin hustru gennem 47 år, og kort derefter blev han ramt af en ulykke i hjemmet, der gav ham daglige smerter. Leif forvandlede sig til en tavs, nedtrykt mand, der ikke kom meget ud af huset. I 2019 tog en bekendt Leif under armen og introducerede ham for HUSET, hvor han er kommet fast lige siden. Med smil på læben og et glimt i øjet fortæller Leif her sin historie, om hvordan en ejendomsmægler og en selvhjælpsgruppe blev vendepunktet i hans sorgproces.
For et år siden flyttede Leif ind i et rækkehus i Faaborg. På det tidspunkt var han nedtrykt, nærmest deprimeret, og ganske ensom.
-Birgit og jeg havde jo arbejdet og levet sammen i 47 år, og nu er der pludselig ingen, når jeg kommer hjem. Det har fandeme været strengt, og jeg havde aldrig troet, at det kunne gå, som det gik, fortæller Leif.
Oveni i sin sorg blev Leif nemlig også konfronteret med ulykke, der isolerede ham i hjemmet.
Et liv side om side
Leif mødte Birgit tilbage i 1970, og det hele tog for alvor fart. I 1971 blev de gift, og i 1972 fik de sammen sønnen Charles. Sideløbende overtog de også gradvist selskabslokalerne i Hillerslev efter Birgits mor.
Gennem hele sønnens opvækst og frem til 2015 arbejdede Leif og Birgit side om side i selskabslokalerne med klart opdelte roller mellem sig: Leif ordnede alt det udendørs og det praktiske med at flytte borde og stole. Birgit stod for maden.
Aften efter aften og weekend efter weekend sikrede deres samarbejde, at folk fik fejret deres mærkedage med stil.
Da alderen begyndte at vise sine tegn, forsøgte parret at sælge selskabslokalerne. Det var her Leif for første gang mødte Sofie Find, som er ejendomsmægler og formand i støtteforeningen for HUSET. Samtidigt med at Leif og Birgit forsøgte at afhænde selskabslokalerne, købte Leif og Birgit et hus i Falsled, hvor planen var, at her kunne de blive gamle sammen. Men sådan skulle det ikke gå.
En ordentlig kolbøtte
I maj 2015 dør Birgit efter bare tre måneders sygdom. Hun blev 68 år.
-Nu stod jeg med det hele selv. Selskabslokalerne blev solgt, vores båd blev solgt, og jeg flyttede til Falsled i det nye hus. Jeg troede, jeg kunne lægge det bag mig, som jeg plejer at kunne med andre ting, men det gik ikke. Jeg arbejdede meget i haven for at få tiden til at gå. Men Birgits død gjorde bestemt ikke det gode ved mig, forklarer Leif.
Mens Leif nu går alene i det hus, der skulle have været deres fælles ramme om alderdommen, holder han tankerne på afstand med hårdt arbejde - i både haven og inde i huset.
-Jeg gik og følte mig lidt svimmel, og da jeg en dag skulle bære et toilet op ad trappen, falder jeg bagover og hele vejen ned, fortæller Leif.
Leif går til lægen og får piller mod smerterne, og senere opdager kiropraktoren, at ryggen er brækket. Men Leif skal ikke opereres, bare fortsætte med pillerne mod smerterne.
-Jeg fik en meget stille hverdag, for jeg kunne ikke tage ud og lave noget. Vi har aldrig haft en venne- eller bekendtskabskreds, for vi arbejdede jo altid i weekenderne og om aftenen. At sidde der, uvirksom og alene, det ødelagde humøret, og jeg forstod ikke noget af det, forklarer Leif.
Langsomt bliver Leif mere og mere indesluttet og deprimeret. Han er svimmel, har ondt over alt og isolerer sig fra omverden.
Vendepunktet
Leif og Sofie Find er gennem hushandlerne blevet gode bekendte. Sofie lægger mærke til Leifs nedadgående sindsstilstand og griber til handling.
-Vi skal have solgt dit hus, sagde hun en dag. Og så sørgede hun for, at jeg fik lov til at leje et rækkehus i Faaborg.
Senere fortalte hun mig om HUSET og om, at der var en sorggruppe dernede, fortæller Leif.
Leif indvilger i at tage med ned i HUSET, og Sofie tager ham under armen og går med.
-Det har jeg aldrig fortrudt. Det var en meget trist mand, der trådte ind ad døren. Smile kunne han heller ikke. Men tovholderen tog så godt imod mig, og jeg er kommet der hver mandag lige siden, siger Leif.
Med Leif i trygge hænder forlader Sofie Find atter HUSET.
Mødet med ligesindede
Da Leif var allermest svimmel, oplevede han et møde med en øre-næse-hals-læge, som havde god tid til at snakke med ham. Hun var overbevist om, at svimmelheden skyldtes sorg over tabet af Birgit.
-Det var første gang, jeg talte med nogen om tabet af Birgit. Min søn var selv i sorg over tabet af sin mor, så vi talte ikke sammen om det. Og så er jeg nok også lidt indadvendt. Men hende her, hun havde tid til at snakke med mig, og det var meget positivt, fortæller Leif.
At snakke sammen er netop det, de gør i sorggruppen i HUSET. To timer hver mandag over en kop kaffe og et stykke kage. Her skal Leif ikke anstrenge sig for at smide minderne om Birgit væk. Tværtimod.
-Det er rart at have nogen, som er i samme båd. Jeg tror ikke, der har været noget, vi ikke har kunnet snakke om. Det har vendt hele mit system om, og ellers var jeg vel ikke blevet ved med at komme. Jeg ser frem til hver eneste mandag, og kommer der andet i kalenderen, så aflyser jeg det, så jeg kan komme i sorggruppen, forklarer Leif.
Siden Leif er flyttet ind i rækkehuset, har væggene været tomme. Men nu har han taget en beslutning.
-Jeg har bedt min søn om at finde et billede af Birgit, for nu vil jeg have hende op at hænge i min lejlighed.
Sofie Find har også bemærket den store forskel i Leifs fremtoning, og hun ser i dag en helt anden mand, end ham der sad alene i huset i Falsled. Og vigtigst af alt, så mærker Leif det selv.
-Den mand, der sidder i rækkehuset, han er ved at være god igen og ved at være deroppe, hvor han var før, afslutter Leif.
HUSET er et åbent og anonymt møde- og værested. Her er mere end 35 forskellige aktivitets- og selvhjælpsgrupper, hvor mennesker mødes med andre med samme interesser eller udfordringer.