I HUSET på Færgevej mødes mennesker. Fællesskaber opstår, og venskaber knyttes. Og ofte sker det både på grund af og på trods af de store forskelligheder, folk bringer med sig. 78-årige Thorben er kommet i HUSET gennem to år, hvor han nyder fællesskabet og samværet med andre faaborgensere.
Fra erhvervsaktiv til frivillig
Gennem hele sit liv har Thorben omgivet sig med mennesker, både i sit erhvervsliv som leder i en stor national virksomhed, og i sit privatliv med familien og de mange musikalske interesser. I 2017 var der dog blevet lidt for stille i Thorbens liv, efter han var blevet enke og flyttet fra huset i Vester Aaby og ind i en lejlighed i Faaborg. På en gåtur en dag tog han derfor en beslutning om at opsøge et nyt fællesskab.
-Jeg var ofte kommet forbi Huset på mine gåture, og jeg havde læst opslagene på vinduerne. Jeg tænkte umiddelbart ikke, at jeg var i målgruppen for et ’socialt værested’, som der stod, men i tilbuddet om Godmorgen Faaborg stod der jo: ’kom bare ind’.
Thorben var nysgerrig omkring, hvad Huset var for et sted og gik ind. På den anden side af dørtrinnet blev han mødt med en umiddelbar varme og interesse.
-Jeg var kun lige kommet indenfor, og ud springer Anne. Jeg fik sådan en god og varm velkomst, og det hele gjorde et godt indtryk på mig. Mange spurgte interesseret ind til mig, og da jeg fortalte, at jeg var interesseret i sang og netop havde startet et sangfællesskab op i Vikingegården, var Anne ikke sen til at reagere.
Den daglige leder i Huset, Anne Lassen, fik kort tid derefter oprettet en sanggruppe med Thorben i spidsen, og der blev rejst midler til indkøb af højskole-sangbøger. I dag er Thorben, sammen med to øvrige frivillige, fast tovholder for et sangfællesskab, der mødes en gang om måneden.
-Der er fuldt hus hver gang. Så synger vi en times tid, og derefter går snakken ellers bare. Det nye tilbud med fællessang ramte en ny målgruppe, og der var mange, der ikke kendte Huset, som fik øjnene op for det.
Godmorgen Faaborg som et rummeligt fællesskab
Thorben er fortsat af og til at finde i det daglige tilbud Godmorgen Faaborg. Her kan man komme ind til en hjemmebagt bolle og en kop kaffe og få en sludder med andre mennesker.
-Jeg er dybt imponeret af personalet og de frivillige i Huset. De spotter det med det samme, hvis der kommer en person ind, som ikke har det godt. Så får de måske en snak på kontoret og et stort kram, og så er de klar til at være med i snakken omkring bordet.
En af de ansatte havde øje på Thorben, når han af og til kom ind i Huset og deltog i Godmorgen Faaborg. Hun påpegede, at Huset måske havde flere tilbud, der kunne være interessante for Thorben.
-Jeg er sådan en person, der kan lide at kigge mig omkring. Jeg siger måske ikke så meget, men jeg lytter meget, og jeg kan godt lide mennesker – mange forskellige typer af mennesker. En dag fortalte Sofie (tidl. medarbejder), at der sad en gruppe mænd oppe på førstesalen, og hun spurgte, om jeg ikke ville med.
Det var erhvervsnetværket, der var på førstesalen. En gruppe, hvor mænd mødes og livligt drøfter politik og erhvervslivet. Thorben blev hurtigt en fast del af gruppen, og når de mødes hver tirsdag, kommer de vidt omkring.
-Jeg har været med i erhvervsnetværket i omkring et år nu. Vi kan faktisk snakke om alt, men gerne aktuelle nyheder og politik. Sidst drøftede vi statsministerens nytårstale og angrebet i Syrien. Måske er vi en flok bezzerwissere, men der er også en omsorg for hinanden i gruppen, og er der fx en, der ikke kommer en tirsdag, så får vi fulgt op på, om han er ok. Det er en meget interessant gruppe at være med i.
Foruden de ugentlige møder på førstesalen, så har gruppen en fast tradition med en fælles julefrokost, der afholdes på Spisehuset.
Et brud med fordomme
Når Thorben fortæller i sine øvrige omgangskredse, at han kommer i Huset, bliver han af og til mødt med forundring.
-Folk kan spørge lidt skeptisk: kommer du der? Men jeg er altså så begejstret for det her sted, at jeg fortæller vidt og bredt om det. Fx den stemning og varme, der er i Godmorgen Faaborg. Er der en, der sidder alene, så flytter folk rundt, så ingen er alene. Og kommer der mange, så bliver der hurtigt sat et ekstra bord op og flyttet et par stole hen. Der er intet sted som her, hvor jeg føler mig så velkommen.
Med en udbredt ensomhed i befolkningen er det vigtigt at have et sted, hvor den ensomhed kan brydes. Thorben er udadvendt og med i mange fællesskaber, lige som han jævnligt kommer på biblioteket og synger i kor. Han føler sig ikke ensom. Alligevel har de åbne døre i Huset en stor betydning for ham. For, som Thorben siger, da han gik fra et lederjob til at bo alene – så blev der lidt stille.
-Tilbuddet i Huset betyder, at jeg altid har et sted at køre hen, hvis jeg trænger til at se et menneske. Om jeg har lyst til at blive der 20 minutter eller to timer, det er ikke vigtigt. Her er der altid kaffe på kanden og en nybagt bolle, og så er der interessante mennesker at være sammen med.
For nyligt fik Thorben nys om endnu et spændende tilbud i Huset. En gruppe, hvor man bl.a. drøfter forundringer og lufter tanker. Enheden bag forskelligheden, hedder gruppen. Tidligere faldt gruppens mødedag sammen med Faaborg A Capella kor, som Thorben har været en fast del af, men efter koret netop er ophørt, vil han nu prøve at deltage i gruppen.
Har du lyst til at høre, om Huset har en gruppe eller et tilbud, der passer til dig og dine interesser eller behov, så kom gerne ind i vores daglige tilbud Godmorgen Faaborg, og hør mere.